HVORDAN DEN GAMLE BY BLEV BYGGET
Inde i Polonnaruwas layout: Den antikke bys arkæologi
Sådan hænger Polonnaruwas kongelige citadel, hellige Quadrangle, klosterkomplekser og hindutempler sammen – og hvad Rankoth Vehera og Lankatilaka afslører.
Se Polonnaruwa-ture på GetYourGuide ↗En by bygget i tydelige zoner
Polonnaruwas ruiner er ikke ét ensartet virvar, men en række adskilte zoner, som arkæologer læser som afspejlinger af byens forskellige funktioner: en befæstet kongelig citadel med paladset og administrationsbygningerne, den hellige Quadrangle-terrasse for tandrelikvien og dens helligdomme, et stort nordligt klosterkompleks og en spredning af hindutempler tættere på den gamle Chola-bebyggelse. Parakrama Samudra-reservoiret danner byens vestlige kant – både en vandkilde og i praksis en naturlig grænse. At forstå denne opbygning – frem for blot at tjekke monumenter af på en liste – er det, der gør et besøg i Polonnaruwa til en sammenhængende oplevelse snarere end en række uafhængige ruiner.
Det Kongelige Citadel
Citadellet husede Parakramabahu I's kongelige palads, hvoraf de tykke murstensmure i stueetagen og søjlebaserne stadig står tilbage, sammen med et separat rådskammer, hvis stensøjler er udhugget med rækker af løver, og en audienssal dekoreret med en frise af elefanter, der marcherer rundt om dens base — et almindeligt kongeligt motiv i singalesisk arkitektur, da elefanter symboliserede stabilitet og styrke. Samtidige krøniker beskriver paladset som flere etager højt med mange rum; det, der står tilbage i dag, er reelt set grundplanen fra stueetagen, da de øverste etager af træ og mursten ikke overlevede århundrederne efter byens opgivelse.
Alahana Pirivena — en klosterby i byen
Nord for Quadrangle ligger Alahana Pirivena, et enormt klosterkompleks, hvis navn nogenlunde kan oversættes til 'kremeringskloster', opført under Parakramabahu 1. som en kombineret undervisningskloster og kongeligt kremeringsområde. Det er den største enkeltstående arkæologiske zone i Polonnaruwa, og de vigtigste bevarede monumenter er det tårnhøje Lankatilaka-billedhus og den hvidkalkede Kiri Vehera-stupa, begge opført inden for samme murede område som en del af Parakramabahus oprindelige byggeprogram. Gal Vihara-klippebuddhaerne og Rankoth Vehera-stupaen, som ofte antages at høre til her, ligger faktisk i separate klosterfundamenter andre steder på området – en skelnen, der er værd at holde styr på, da guidebøger rutinemæssigt slår alle fire monumenter sammen under én løs 'Alahana Pirivena'-betegnelse.
Rankoth Vehera, den største af stupaerne
Rankoth Vehera er Polonnaruwas største stupa og, efter de fleste mål, den fjerdestørste antikke stupa i Sri Lanka, opført efter ordre fra Kong Nissanka Malla og bevidst modelleret efter de gigantiske dagobaer i Anuradhapura – en måde at understrege kontinuiteten med den ældre hovedstads religiøse autoritet, selv efter at det politiske centrum var flyttet. Navnet betyder omtrent 'stupa med gylden spirspids' og henviser til den finial, der engang kronede toppen. Kilderne varierer med hensyn til de præcise tal, men murstenskuplen angives ofte til omkring 33 meter i højden, rejst fra en base med en diameter på cirka 55 meter og en omkreds på flere hundrede meter – uden tvivl det største monument, de fleste besøgende møder på stedet.
Lankatilakas høje murstensvægge
I nærheden er Lankatilaka-billedhuset en af Polonnaruwas mest dramatiske ruiner: to enorme parallelle murstensvægge, der stadig står op til omkring 17 meter høje flere steder, og som engang omsluttede en høj stående Buddha-statue og bar et tag, der for længst er kollapset. De ydre vægge er dekoreret med rækker af mindre Buddha-figurer og miniature-dagobaer i relief, og det er murværkets skala – snarere end nogen enkelt udskåret detalje – der gør bygningen mindeværdig; at gå mellem de to vægge giver en ægte fornemmelse af, hvor højt og smalt det oprindelige indre kammer må have føltes.
Det hinduistiske lag under den buddhistiske by
Spredt rundt omkring i de ældre dele af området ligger flere Shiva-devalaer – hinduistiske templer opført i sydindisk stil i løbet af den cirka halve århundrede, hvor cholastyrker fra Indien administrerede regionen, før Polonnaruwa igen blev en singalesisk buddhistisk hovedstad. Deres tilstedeværelse er et fysisk vidnesbyrd om denne chola-periode, bygget i sten og udskårne gudebilleder frem for den mursten og buddhistiske ikonografi, der bruges alle andre steder på området. Arkæologer betragter dem som bevis på, at Polonnaruwas identitet som buddhistisk kongelig hovedstad var en senere, bevidst konstruktion lagt oven på en allerede etableret bosættelse – ikke byens udgangspunkt.